For Ranshu Yano, mester i indigo-farvning i Tokushima, er indigo ikke blot et materiale – det er en levende partner. Han bruger den traditionelle metode hon-aizome (naturlig ludfermenteret indigo-farvning) og beskriver indigo-væsken som et levende væsen med eget humør og egne behov. “Så snart et parti bliver ‘født’, begynder det at ældes – uanset om det bruges eller ej,” forklarer han. Den virkelige udfordring ligger i at bevare vitaliteten ved at reagere på små, tavse signaler – lugten, teksturen, temperaturen og den farve, der efterlades på hånden. Det kræver skarp observation, erfaren intuition og en dyb, næsten spirituel disciplin.

Farvningen er fysisk og mentalt krævende. Når stoffet fx skal have en dyb, mørk marineblå farve – som den, samuraierne engang bar – skal hvert stykke stof nedsænkes i den fermenterede indigovæske gentagne gange, blive der i præcise tidsrum, tages op, vrides forsigtigt og derefter udsættes for luft for at oxidere. Denne cyklus gentages 30 gange eller mere, og processen kræver både præcision og føling. “Vi bruger ikke ure,” fortæller Yano. “Vores hænder og øjne ved det bare.” Hans arme er altid farvet blå – et bevis på fire årtiers erfaring.

Ud over de smukke nuancer har naturlig indigo bemærkelsesværdige egenskaber. Den fermenterede farve virker som et naturligt antiseptisk og insektafvisende middel, som gør den ideel til tøj, der bæres tæt mod huden. “Selv babytøj kan man roligt farve,” bemærker Yano.

Indenfor traditionel indigo-farvning har to typer håndværkere holdt håndværket i live gennem generationer: aishi – som fremstiller sukumo (fermenteret farvemateriale af tørrede tadeai-japanske indigo-blade) – og someshi, som anvender det til at skabe farvebade og farve tekstiler. Rollerne har historisk været adskilte og krævet hver sin særlige ekspertise. Selvom efterspørgslen og arbejdsstyrken er faldet siden håndværkets storhedstid, arbejder lokale initiativer som relanceringsprogrammet i Aizumi Town på at uddanne en ny generation af sukumo-producenter og farvere. Yano oplærer unge lærlinge og dyrker selv tadeai, ikke bare for at bevare teknikken, men også for at videregive ånden til besøgende fra hele verden.

Hans engagement rækker ud over teknikken - til de redskaber og ritualer, der bruges i arbejdet. Indigoen fermenteres i lokalt fremstillede Otani-krukker, og den sake, man kommer i farvebadet, ofres først ved et lille husalter. “Det handler ikke om religion,” siger han. “Det handler om at begynde med respekt.” Denne respekt for processen – den stille, opmærksomme tilgang – giver genlyd gennem alle Japans traditionelle kunstarter, fra fremstilling af sværd til brygning af sake.

Yano taler også om yo no bi – den japanske æstetik for funktionel skønhed. “Naturlig indigo bliver smukkere, jo mere man bruger den,” siger han. “Dens skønhed er ikke fast – den vokser og emmer af liv. Det er ånden i yo no bi.”

Yano taler om farver med dyb respekt. De berømte “otteogfyrre nuancer af indigo” – fra den lyse asagi til den næsten sorte kachi-iro – er ikke kun tekniske resultater. “Hver nuance har et navn. Hver nuance har en historie,” siger han.

Da Yano blev præsenteret for et ur fra Seiko Presage Classic Series med en buet urskive, i silkeinspireret indigo, blev han tydeligvis rørt. “Farven er perfekt,” sagde han. “Ikke for lys, ikke for mørk – præcis som en af de klassiske ai-nuancer, vi forsøger at bevare.” Han beundrede ikke bare farven, men også urets bløde skær og flydende linjer, som mindede om den lagdelte dybde i silkefarvet indigo. “Det føles som noget, der er skabt med dyb respekt for vores tradition.”

For Yano er Presage Classic Series mere end et smukt ur – det er en meningsfuld bro mellem den japanske håndværkstradition og den moderne verden. “Det er sådan, yo no bi bør være,” siger han, og henviser til det japanske ideal om funktionel skønhed. “Når noget både er praktisk og smukt og bliver skønnere med brugen, forbliver det en del af vores liv i lang tid.”

I en tid, som er præget af hast og brug-og-smid-væk-kulturen, tilbyder Yanos filosofi – og Presage-seriens stille elegance – et alternativ, der bygger på omtanke, holdbarhed og harmoni. “Vi tvinger ikke resultaterne frem,” siger han. “Vi lytter, reagerer og lader arbejdet blive til det, det skal være.” Det er også essensen af japansk skønhed.

Reki Nagahara er født og opvokset i Tokushima, omgivet af indigo – uden dengang helt at forstå dens dybde og værdi. “Det var først, da jeg forlod Tokushima og kom tilbage nogle år senere, at jeg så det med friske øjne”, fortæller han. Og det, der engang virkede helt almindeligt, viste sig at være et ekstraordinært symbol på stedet, erindringerne og skønheden. Nu forvandler Nagahara genopdagelsen til formidling - på tværs af generationer – fra muntre farveworkshops for børn til udstillinger med stof til eftertanke for voksne. “Jeg ønsker, at mennesker i alle aldre føler sig forbundet med traditionen,” siger han. “Det handler ikke kun om teknik – det handler om identiteten og den stille skønhed i Japans dagligdag.”

Denne følelse af identitet hænger tæt sammen med hans refleksioner over japansk skønhed. ”For mig er japansk skønhed hverken larmende eller bare til pynt,” siger han. ”Det er noget, der føles ægte og levet i. Det stammer fra naturlige materialer, diskrete toner og præges af omsorg og brug." Han ser den perfekte legemliggørelse af den filosofi i indigo: et materiale, som er rodfæstet i naturen, beskedent i oprindelsen og forfinet gennem menneskets berøring.

Nagaharas tilgang til indigofarvning henter inspiration direkte fra naturen. ”De farver, der vækker mest i mig, er dem, man ser ved horisonten, hvor havet møder himlen,” siger han. Hans indigoarbejder er ikke ensartede; de er lagdelte, skiftende og gennemstrømmes af diskret lys og dybde. ”Indigo er ikke bare én farve. Den har nuancer, liv og følelser.”

Og måden, som indigo føles på, er lige så vigtig for ham. Den traditionelle hon-ai fermenterede farve er blid mod huden og værdsættes for sine antimikrobielle egenskaber. ”Folk siger ofte, at når de først begynder at gå i tøj, som er farvet med indigo, bliver de ved,” udtaler han. Forbindelsen mellem komfort og skønhed understreger troen på japansk funktionel skønhed. ”Når noget tjener dig godt og holder længe, bliver det mere end bare noget praktisk – det bliver smukt,” forklarer han. ”Det er den slags skønhed, jeg prøver at skabe: ting, der både føles rigtige i hånden og i hjertet.”

Nagahara blev dybt imponeret, da han så Presage Classic Series-urene, især deres indigofarvede urskiver og silkeinspirerede teksturer. ”Den blå farve var nuanceret og varm, ikke flad eller kold. Den mindede mig om, hvordan indigo reflekterer lys fra forskellige vinkler,” siger han. ”Måden urskiven buede og glimtede på – havde en blødhed over sig, som et stykke fint stof.” Han følte, at designet formåede at indfange de japanske materialers visuelle og taktile essens.

Han understregede også den japanske silkes særlige kvalitet: ”Den har en finhed og ensartethed, der er svær at genskabe. Den føles levende i hånden.” Ved at kombinere silkens diskrete glans med indigoens dybde mener han, at man kan formidle japansk æstetik til et globalt publikum gennem en velkendt form – som et armbåndsur.

Fremadrettet ser Nagahara designprojekter, såsom Presage Classic Series, som nøglen til at give japansk skønhed videre til fremtidige generationer og internationale beundrere. ”Jo mere vi kan integrere vores værdier i hverdagens genstande, desto mere vedvarende bliver vores kultur. Ure, tøj, selv emballage – det hele rummer historier."

Til spørgsmålet om, hvad næste skridt er for at bevare indigotraditionen, siger han straks: ”Vi skal fortsætte med at skabe. Men vi skal også undervise, dele og invitere andre indenfor. Det er sådan, vi former fremtiden – ikke ved at klamre os til fortiden, men ved at væve nye tråde ind i stoffet.”