SEIKO PRESAGE Seeking the Origins of Presage Craftsmanship in Ibaraki

Seiko Presage imponerer hele verden med unikke ure, anerkendt håndværkskunst og unik japansk æstetik. Tag med os på en tur til Ibaraki. Vi udforsker landet, kulturen og det traditionelle håndværk bag den karakteristiske, emaljerede urskive.

Seiko Presage
Seiko Presage-seriens håndværkskunst
og emaljeskive

Unikt japansk -
hinsides tid og sted

Emaljen har en tekstur, der formidler en følelse af varme, takket være dens unikke, bløde glans og et udseende, der bevarer sin smukke farve i meget lang tid.

Seiko Presage har en emaljeskive, som er udviklet af en mesterhåndværker, i samarbejde med Seikos ingeniører med speciale i præcisionsfremstilling. Urene, med den smukke urskive, forkæler blikket hos alle og enhver, der ejer sådan et ur, år efter år.

En kunstnerisk teknologi, der kombinerer videnskab og natur

En kunstnerisk teknologi, der kombinerer videnskab og natur

Emaljen har en lang og berømt historie. Den ældste emalje blev fundet i Det Ægæiske Hav og stammer fra det 15. århundrede før Kristus. Emaljen blev først brugt i Japan, omkring det 7. århundrede, på sværd og andre værdifulde genstande. Da Japan blev moderniseret, brugte man emalje til husholdningsartikler, som køkkenredskaber, og snart blev det også brugt til mange andre ting, som badekar, byggematerialer og medicinsk udstyr.

Ligesom San Francisco nyder godt af nærheden til Silicon Valley og Napa Valley, har Tokyo også stor glæde af at ligge tæt på Ibaraki, et globalt center for moderne teknologi og innovation, der også er velsignet af et uberørt naturlandskab. De kunsthåndværkere, der skaber Seiko Presages emaljerede urskive, henter stolt inspiration fra Ibarakis område, med dets enestående natur, moderne industri og arven fra Japans storslåede historie. Kom med os, når vi udforsker Ibarakis mange smukke og fascinerende aspekter.

Edo-periodens sidste skønne år

I Edo-perioden, fra begyndelsen af det 17. århundrede, blev den nordlige del af Ibaraki-præfekturet kaldt Mito-egnen og var styret af den magtfulde Tokugawa-klan. Området blomstrede under den unge og ambitiøse prins Nariaki Tokugawa. I 1841 grundlagde Nariaki Kodokan et af den feudale æras mest fremtrædende uddannelsescentre. Der lærte samuraierne fra Mito og Nariakis børn ikke kun kampkunst og militærstrategi, men også konfucianisme, astronomi, matematik og andre ædle videnskaber. Kodokans arkitektur, som blev anført af Nariaki selv og påvirket af Zen-ånden, er et rent vidunder af enkelhed og tradition. Hele regionens unge og gamle Mito-Samuraier kom her for at videreuddanne sig. Man kan stadig forestille sig dem, siddende på de fine tatamimåtter, som er broderet med Tokugawa-familiens våbenskjold, den trebladede stokrose.

Et år efter Kodokan blev bygget, grundlagde Nariaki Tokugawa Kairakuen-haven, en af Japans tre mest berømte haver. Her hilser en majestætisk bambuslund de besøgende, der passerer gennem porten, og har en beroligende og afslappende effekt på dem. Ud over lunden, møder de besøgende naturens sæsonbetonede skønheder, som fx azalea, buskkløver og efterårsløv. Haven er også kendt for dens 3.000 blommetræer, med 100 forskellige sorter, der er en utroligt populær attraktion hvert forår. I havens sydøstlige hjørne ligger Kobuntei, en treetagers bolig, hvor Fyrst Nariaki underholdt gæsterne med poesi og kunst. Takket være udsigten over Senba-søen og haven, med årstidens skiftende farver, kan enhver, der besøger haven i dag, nemt forestille sig Nariakis gæstfrihed.

De magiske Hobikibåde kunne være taget ud af et eventyr

I den sydlige del af Ibaraki-præfekturet ligger Kasumigaura, Japans næststørste sø. Under Meiji-æraen, fra 1868 til 1912, var dens ferskvand rigt på japansk søsmelt (wakasagi) og isfisk (shirau), som blev kogt i sojasovs og, takket være den dengang nye konserveringsteknik, blev meget populær. Man kan stadig se nogle Hobikier, de traditionelle fiskerbåde, som kun findes på denne sø. De er blevet en ægte turistattraktion og et minde om den tid, hvor hundredvis af dem sejlede rundt på vandet. I dag kan de prægtige fiskerbåde ses fra udflugtsbådene eller bare fra kysten, i weekenderne, fra sommer til efterår. Deres enorme bomuldssejl fanger Kasumigauras vinde, som fører dem sidelæns, mens de trækker nettene ind fra siden; en unik fisketeknik.
Der findes et fantastisk udvalg af cykelruter langs den 180 km lange ringvej, Tsukuba-Kasumigaura. De går fra den 25 km lange begyndersti, ved foden af Mount Tsukuba, til mere udfordrende ture omkring Kasumigaura-søen, og Ibarakis nye infrastruktur bliver helt sikkert blive et paradis for cyklister.

Hitachi Seaside Park er en unik oase på Ibarakis stillehavskyst. De tre hundrede og halvtreds hektar var engang blot strandenge, men danner nu hjemsted for mange forskellige blomster, som øjeblomster, påskeliljer, tulipaner, roser og kosmos eller kavalerblomster. Overgangen fra sommer til efterår er særligt spektakulær på den største bakke, hvor Kochia-cypresserne bliver limegrønne i august og kirsebærrøde i oktober. Når man vandrer op ad skråningen, omgivet af tusindvis af sommercypresser, føler man sig nærmest fortabt i det mystiske område. På toppen finder man en betagende udsigt over havet, som breder et budskab om håb ud over den enorme park.

Vov dig ind i Dragekongens land

Ryujins store hængebro ser ud som om den svæver i morgentågen, med udsigten over Ryujin-flodens bugtende bugter, der minder om en dragehale. Broens fire hovedpiller rager op i himlen og ligner de skællene på en lang dragehals. Gangbroen, som går tværs over kløften, tilbyder en fantastisk udsigt over det omkringliggende landskab, Okukujipræfekturets naturpark. Broen danner porten til nogle dybe vandrestier samt platformen for Japans mest berømte bungeejump. Det fascinerende landskab er en af Ibarkis bedst bevarede hemmeligheder, som forbliver en populær destination i mange år fremover.

Dybere ind i bjergene

Sjældent ser man så skønne vidnesbyrd om jordens historie. Vandfaldet opstod for ca. 15 millioner år siden, af en massiv fire-lags klippe, som følge af et undersøisk vulkanudbrud og nogle tektoniske bevægelser. Fukuroda-vandfaldet er over 120 meter højt, 73 meter bredt og et af Japans smukkeste vandfald. Lyden fra det er virkelig imponerende, og udsigten er spektakulær. Selvom det er smukt på alle årstider, er det ekstra flot i den kolde vinter, når dets fine vand forvandles til en kompleks isskulptur.
Velgørende vand

Midt i skoven, på vej til Fukuroda-faldet, ligger Fukurodas landsby med dens varme kilder. En samling af gammeldags, japanske slik- og drikkevarebutikker, der er en hyldest til det langsomme liv - et sted, hvor man kan pleje sit helbred. Japanerne har ”Touji”, som favner de terapeutiske fordele ved at bade i varmt, naturligt kildevand. Siden oldtiden, har bjergenes varme bade ydet anerkendte kure og midler til alle slags rejsende. Læn dig blot tilbage og indånd duften af Hinoki--cypresserne, på Okukujis højdedrag, mens du nyder et skønt, traditionelt bad. Bagefter kan du slappe af med et glas sake, siddende på en tatamimåtte.

Lav og prøv din egen soba

Få retter indkapsler det typiske japanske køkken helt som soba (boghvedenudler), der er en ægte delikatesse året rundt. Ibaraki er hjemsted for den udsøgte Hitachi Aki Soba, der betragtes som Japans bedste soba. Det er en duftende soba, med en udpræget sødme og en rig aroma. I hjertet af bjergene, byder en lille restaurant gæsterne velkommen til en sjælden introduktion til soba-fremstilling. Først blandes boghvedemelet til en dej med det nærliggende kildevand, derefter glattes, strækkes og skæres nudlerne med traditionelle værktøjer, før de til sidst koges og er klar til at blive smagt.

En traditionel forbindelse til sojabønner

Intet slår den økologiske morgenmadsoplevelse med natto (klæbende, fermenterede sojabønner) - en af Ibarakis traditionelle specialiteter. Legenden fortæller, at natto opstod ved et uheld, i Kamakura-æraen for omkring 800 år siden, da muggen rishalm blev blandet med kogt sojabønnefoder. Mito, et område med sojabønnedyrkning, har længe været berømt for sin natto. I 1889 bragte åbningen af Mitos jernbane besøgende fra Tokyo til Kairakuens haver. De første turister tog nattoen med hjem som souvenir, og fortællingen fra mund til mund gjorde Mito til Japans natto-hovedstad. I dag kan du således nyde håndlavet natto, viklet ind i halm!

De lokale fiskeres enkle måltid er blevet en gourmetret

Når man kigger på havtasken, kunne den nemt være en ondskabsfuld karakter i en manga-tegneserie! Det er dog en berømt delikatesse i det japanske køkken og har været Ibarakis vinterspecialitet i hundreder af år. Når den tilberedes omhyggeligt, er havtasken fuldstændig spiselig, lige bortset fra knoglerne. Det hvide, faste kød har et højt proteinindhold, mens skindet og tarmene er rige på kollagen og vitaminer, og havtaskesuppen (lavet med misopasta eller sojasovs og masser af grøntsager) er spækket med sunde fibre. Leveren eller ankimo, ofte kaldet "havets foie gras", er ekstra populær blandt udlændinge, selvom det også er en sjælden og luksuriøs delikatesse i Japan.

Ibaraki er et af Japans vigtigste dyrkningsområder for søde kartofler. Satsumaimo er både lækker og ekstremt nærende, med en mild, sød, jordagtig smag, når den spises kold, og med en spændende, klæbrig tekstur, når den er friskbagt. Tsukuba rummer mange gammeldags bagerier, med naturlige brændefyrede ovne. Der kan du få en yaki imo, en bagt sød kartoffel, til billige penge. Nyd den fascinerende, gule masse, mens du inhalerer dampen fra frugtkødet.

Ibaraki er verdens førende, med Japans helt egen videnskabspark

Tsukuba Science City ligger i Ibaraki, blot en times togrejse fra Tokyo. Videnskabs- og teknologiparken, som løbende er blevet udvidet siden 1968, har udviklet sig til et centrum for Japans mest moderne, videnskabelige uddannelser. Den er førende inden for robotteknologi, hjemsted for JAA Tsukuba Space Center og dets Space Dome, som er en udstillingshal, hvor besøgende kan se modeller af den internationale rumstation, raketter og satellitter. Takket være Tsukuba, er Ibaraki både futuristisk og historisk. Med sine universiteter, alsidige industri og relative nærhed til Narita International Airport, danner Tsukuba en port til hele verden.

Udviklende og raffineret skønhed

Mitsuru Yokosawa, emaljehåndværkets mester

I mere end halvtreds år, har den dygtige håndværker Mitsuru Yokosawa viet sit liv til passionen for den avancerede teknik. Han begyndte at arbejde med emalje i 1971, da han kom til Fuji Porcelain Enamel Co. Ltd.. Og med et kunststykke, der næsten virker magisk, lykkes det hr. Yokosawa og hans betroede lærlinge at lægge emalje på en komponent, så fin som urskiven på et Seikour.

"Emaljeskiver har eksisteret siden Seikos første armbåndsur, Laurel, i 1913. Og jeg har arbejdet med Presage-uret, som viderefører den arv," siger Yokosawa. "De lag af emalje, jeg kan påføre, bliver tyndere og tyndere. Jeg er nødt til at justere sprayen til det allermindste tryk og bruge fingerspidserne til at ændre emaljeglasurens blandingsforhold. Og jeg synes virkelig, at denne udfordring aldrig bliver nemmere. Glasuren er ekstremt følsom over for ændringer i omgivelsernes temperatur og luftfugtighed; derfor kræver processen ikke bare et harmonisk samspil mellem hjerne, øjne og hænder, men også en fornemmelse for omgivelserne samt en masse erfaring."

"For at nå en sådan koncentration, må man næsten svæve," fortsætter Yokosawa med et grin. "Jeg brænder for at undervise de yngre generationer og give teknikken videre," tilføjer han. "Det er sådan en vidunderlig følelse af tilfredsstillelse, når jeg ser det endelige produkt i mine hænder, eller når jeg tænker på, at det smukt udformede ur vil rejse verden rundt, til specielle kunder, der sætter så stor pris på det, at de vil give det videre, fra den ene generation til den næste."

Fordi glasuren er meget følsom over for udsving i omgivelsernes temperatur og luftfugtighed, ændrer Yokosawa sammensætningen, afhængigt af vejrforholdene.
Sommertiden kan være ekstra udfordrende, både teknisk og fysisk, og ændringerne i processen kan føre til forskelle i det færdige produkt. Derfor er den kyndige håndværkers erfarne hænder så afgørende.
Når emaljeglasuren er sprøjtet på overfladen af skiven, tørres den forsigtigt.

Den emaljerede skive brændes derefter i en ovn, hvor brændetiden og temperaturen atter tilpasses vejrforholdene. Mange års data guider kunsthåndværkeren og her smeltes glasurens glasforbindelserne og udvikler emaljens karakteristiske bløde og smukke tekstur.
Den ovnbrændte emalje har en gullig nuance, som først afslører sin ægte hvide farve, når den afkøles.

Efter brændingen, gennemgår den emaljerede urskive en grundig inspektion for at sikre, at emaljen ligger jævnt og er fri for ufuldkommenheder. Selv det mindste støvkorn kan bringe den samlede kvalitet i fare, så der ikke er plads til fejl.

Mere end 100 års perfektion

Seiko Laurel fra 1913 var det første armbåndsur, som blev lavet i Japan. For at fejre Laurels 110-års jubilæum, lancerer vi et limiteret antal på 2.500 Seiko Presage med emaljeskiver, skabt som en hyldest til det originale Laurel. I en konstant foranderlig verden, legemliggør dette ur Seikos urokkelige ånd, der altid vil være på forkant med japansk urmageri og tilbyde mesterligt håndværk. Urskivens fremstillingsproces og det specielle kunstværk, den skaber, vil leve videre i mere end 100 år.

Nød du vores rejse gennem Ibaraki, fra den antikke fortid til den futuristiske nutid? Vi håber, vi har givet dig en fornemmelse af Japans skjulte pragt, med denne virtuelle tur. Den fremkalder forhåbentlig den passion, dedikation og kultur, som skabte Presage-modellen med emaljeret urskive. I mellemtiden fortsætter vores opdagelsesrejse, ind i Seiko Presages håndværkskunst. Og vi glæder os til at byde dig velkommen til atter at følge os i det næste afsnit.